De 12 trin

De 12 trin er rygraden i "Anonyme Alkoholikeres" velkendte og effektive program. Det er oprindelig inspireret af bibelske principper via grundlæggernes møde med den kristne Oxfordbevægelse. I Oxfordbevægelsen havde man fire hjørnesten, som tillige blev de afgørende principper i de 12 trin. Det var "overgivelse" til Guds tilgivelse og hjælp, "bekendelse" af synd overfor Gud og et andet menneske, "gøre godt" hvor man havde skadet andre gennem sin destruktive adfærd og "vidne" om den forvandling der var sket. Programmet har vist sig at være et effektivt redskab til at bearbejde destruktive adfærdsmønstre, så som f.eks. vrede, lavt selvværd, dysfunktionelle familiemønstre, bitterhed, misundelse med mere. I de senere år har mange kirker over store dele af verden taget programmet til sig og bruger det som et redskab til at arbejde med sig selv og tilegne sig en fornyet livsstil.

1. Vi indrømmede, at vi var magtesløse over for uhensigtsmæssige adfærd og at vi ikke kunne klare vort eget liv.
2. Vi kom til den erkendelse, at en magt større end os selv kunne give os vor sunde fornuft tilbage.
3. Vi besluttede at lægge vor vilje og vort liv over til Gud, sådan som vi opfattede ham.
4. Vi foretog en grundig og uforfærdet moralsk selvransagelse.
5. Vi bekendte alle vore fejl og mangler og konsekvenserne af dem over for Gud, os selv og et andet menneske.
6. Vi var helt og fuldt klar til at lade Gud fjerne vor karakterbrist.
7. Vi bad ham ydmygt fjerne alle vore fejl.
8. Vi lavede en liste over alle de mennesker vi havde gjort fortræd, og blev villige til at gøre det godt igen.
9. Vi gik direkte til disse mennesker, såfremt vi ikke derved ville skade dem eller andre.
10. Vi fortsatte med vor selvransagelse, og når vi havde fejlet, indrømmede vi det straks.
11. Vi søgte, gennem bøn og meditation at forbedre vor bevidste kontakt med Gud, sådan som vi opfattede ham, idet vi bad om at få at vide, hvad der var hans mening med os og om styrke til at udføre den.
12. Når vi som følge af disse trin havde haft en åndelig opvågnen, forsøgte vi at bringe dette budskab videre og at praktisere disse principper i alt, hvad vi foretog os.