At være 12-trins kursist har ligget som en fjern mulighed i min bevidsthed. Efter gentagne opfordringer (fra min kone) tog jeg beslutningen. Jeg sagde lidt spagfærdigt, at jeg godt kunne tænke mig at være med.
En begrundelse var at forbedre min sociale adfærd, at blive mere åben og udadvendt. En anden var, at jeg er 67 år og havde lyst til en mental forberedelse til den epoke, jeg befinder mig i- på vej ind i den 3. alder.

Jeg havde den opfattelse, at det ville være godt at få ryddet op i livets bagage og at
ændre fastlåste meninger og holdninger. Jeg har haft en personlig tro på Gud i mange år og har ikke uopgjorte ting i mit liv. Alligevel havde jeg reaktions- og adfærdsmønstre, som jeg kunne mærke hæmmede mig og hverken var gavnlige for mig eller mine omgivelser, blandt andet behov for kontrol.

Jeg var ikke helt sikker på, hvad jeg kunne forvente mig af mønsterbrydning efter 12-trins konceptet, men jeg må sige, at jeg er glædeligt overrasket. Jeg har altid været god til at se andres behov, vise omsorg og rådgive.

På 12- trins kurset har det været mig og mine behov, jeg har måttet se i øjnene. Det har været både overraskende, hårdt, af og til skræmmende, men absolut virkningsfuldt og frigørende. Jeg har især oplevet en forandring i forbindelse med trin 3: “Vi besluttede at lægge vor vilje og vort liv over til Gud, sådan som vi opfattede ham”. Jeg blev klar over, at jeg havde en blokering i forhold til min opfattelse af Gud som far. Billedet af min egen far, som havde svigtet mig, stod i vejen, så jeg havde problemer med at opleve Guds faderkærlighed og lægge min vilje over til Ham.

Da jeg erkendte problemet og min egen magtesløshed, bad jeg om forbøn, og pludselig forstod jeg, at Gud er den far, som altid har elsket mig! Jeg kan stole på Ham, som aldrig vil svigte mig, og Hans vilje er god, også for mig. Jeg kan slippe kontrollen. Efter den oplevelse var det muligt for mig at gå videre til trin 4 og foretage selvransagelsen. Jeg behøvede ikke være bange, men kunne se på mit adfærdsmønster sammen med min himmelske far, samt indrømme mine fejl over for Ham og et andet menneske.

Det har været en overraskende stor og dejlig oplevelse for mig at få den far, som
jeg altid har savnet. Mentalt kan jeg tage Ham i hånden når som helst, gå en tur og tale med Ham om alt, hvad der ligger mig på hjerte og bede om Hans råd og vejledning. Det har givet mig en ny dimension af frihed og glæde.
Dette her er ikke for tøsedrenge, eller for sjov. Uden overdrivelse har det været seriøst,
dybdeborende og hjerteransagende.
Vi har siddet 10 mænd sammen i en gruppe gennem hele forløbet. Vi har talt ærligt om livet, vi har sørget over os selv og over hændelser i vore liv. Vi har fået et helt specielt fællesskab og kærlighed til hinanden. I perioder har det også lignet de mislykkedes fællesskab, men efterhånden som processen er skredet frem, har vi set nye veje, nye muligheder og nye, hele personligheder, der begyndte at vokse frem.

Personligt oplever jeg at være mere fri og glad. Mere åben overfor min kone, familie og det sociale netværk. Er dette så alt? Jeg kan ikke fortælle det hele, der er endnu et langt stykke at gå, men en holdningsændring og et personlig opgør har fundet sted, og jeg oplever mig selv som en fornyet mand, der er på vej.