Mit navn er Mette, og jeg arbejder med min frygt for at blive forladt/afvist.
Jeg er vokset op i en helt almindelig familie med far, mor og lillesøster og har på mange måder haft en god barndom. Da jeg var 16 år, blev mine forældre skilt, og i den forbindelse følte jeg mig forladt og valgt fra. Det påvirkede mit selvværd i negativ retning, og jeg følte mig usikker på, om jeg var værd at elske.

Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at det medførte, at det blev meget vigtigt for
mig, ikke at komme i situationer, hvor jeg kunne risikere at blive afvist eller forladt. Frygten for at blive forladt hang ikke udelukkende sammen med, at mennesker ville forlade mig fysisk, men forladthedsfølelsen kom også, når der var situationer, hvor mine forslag eller mine handlinger blev valgt fra eller kritiseret. For at undgå sådanne situationer, forsøgte jeg i mange år at kontrollere og manipulere med både min familie (jeg er gift og har tre børn), mine venner og mine arbejdskollegaer, så jeg så vidt muligt ikke risikerede afvisning.

Det medførte, at jeg ofte ikke kunne være ærlig omkring mine egne ønsker og behov, fordi det muligvis kunne skabe ubehagelige situationer. Det lykkedes (heldigvis) ikke særlig godt at kontrollere og manipulere med mine nærmeste, hvilket kunne gøre mig uhensigtsmæssigt vred, fordi jeg frygtede følelsen af afvisning og forladthed.

Det kostede meget energi at forsøge at styre alle input i mit liv, og frygt og bekymring
fyldte rigtig meget, så jeg mistede mig selv og glæden ved øjeblikket i lange perioder.
Da jeg startede på mit første 12-trins kursus, var jeg ikke bevidst om alle disse områder i mit liv, men jeg havde et oprigtigt ønske om, at Gud måtte gribe ind i mit liv, så jeg kunne være mere til stede og hvile mere i den, jeg er. Det har på alle måder været livsforvandlende for mig at gå igennem de 12 trin, og blive bevidst om, hvilken hindring frygten for at blive forladt har været i mit liv.

Jeg har taget ansvar for det, bekendt og bedt Gud om at tilgive mig og fjerne denne
uhensigtsmæssige adfærd. Jeg har også bedt de mennesker, som jeg har såret ved min adfærd, om tilgivelse og arbejder på at gøre det godt igen. Jeg oplever, at det er en proces, hvor jeg samarbejder med Gud om at gøre det, som jeg kan, så Han kan gøre det, som jeg ikke formår selv. Mit syn på mig selv, på Gud og på andre mennesker er helt forandret, og det viser sig konkret ved, at jeg bedre kan rumme mig selv og andre og tage imod den kærlighed og hjælp, som Gud ønsker at give mig hver dag.

Jeg er kommet til stede i mit liv på en ny måde, og jeg formår at nyde mit liv, som er fyldt
med så meget godt, som jeg er dybt taknemmelig for.