En smukkere dag end de fleste. En naturvandring klædt i efterårets højtidsdragt med alle farver sat på spidsen. På kanten af det mulige, men holdt sammen af noget – eller af en´. Med himlen i forgrunden og en bølgende skov i baggrunden bugter vejen sig hen mod en hegnomkranset eng. Foran mig står en flok køer ved vandingstruget. ’Hvor er I nogle skønne køer’, udbryder jeg. Til min overraskelse standser de alle med at æde og drøvtygge og kigger op. ’Kom med’, siger jeg blidt. En efter en lunter de efter mig langs hegnet, mens jeg vandrer langs vejen. Først ved engens ende, hvor hegn møder hegn, standser deres vandring. De kigger overraskede og bedrøvede efter mig, mens jeg vandrer videre. ’Søde, men knap så intelligente’, tænker jeg smilende og glad på sådan en smuk dag.
Senere – længe efter – da jeg vender tilbage ad samme vej, står de stadig i hjørnet. Blidt kaldende siger jeg: ’Hvor er I nogle smukke og dejlige køer – kom med’! Men de flytter sig ikke. Hvor blidt og venlig jeg end taler, bliver de roligt stående, mens de ser på mig med venligt afvisende blikke. ’De er nu alligevel kloge – de køer’ – tænker jeg. ’De er tro mod deres første kaldelse’.
Vi bærer alle på en første kaldelse. De fleste af os oplever desværre også den glider i baggrunden, og har brug for at få den frem i forgrunden igen.
Hvad var det første, jeg virkelig brændte for? Hvad fik mit hjerte til at brænde? Hvad fik mine følelser i kog? Hvad fik mig til at drømme? Måske er det tid at vende tilbage til det sted, hvor hegn mødte hegn -der, hvor vi gik i stå – lytte efter kaldelsen og begynde at gå igen.
